Forstå dine synske clairvoyante evner

Informationen og det meste jeg laver er generelt ment som underholdning, inspiration til selvindsigt samt udforskning af eget væsen og bør betragtes som sådan. Enhver form for sygdom eller alvorlig lidelse bør behandles ved læge, psykolog og/eller psykiater.

Dette er ikke til alle mennesker, men særligt til de der har mistanke om at de har særlige synske evner og søger at forstå dem.

Jeg siger dermed IKKE at du har disse evner, men der vil være nogle der har. Hvis du læser dette vil der måske være en chance for at du har særlige evner.

Når det kommer til “særlige evner” er der utrolig meget at tale om, og jeg kan umuligt gennemgå alt.

Først må du forstå hvad dine evner er

Hvad er det, du oplever?

Ser du ting ?
Hører du stemmer?
Mærker du ting?
Ved du ting, uden du ved hvorfor?

Bemærk: blot fordi du ser noget paranormalt, betyder det ikke nødvendigvis at du er clairvoyant. Man er ikke nødvendigvis clairvoyant fordi man ser en orb, og man er ikke nødvendigvis clairaudient fordi man hører skridt – dette er noget alle kan opleve, hvis et paranormalt element forsøger at manifestere sig. Man er heller ikke nødvendigvis clairsentient blot fordi man kan fornemme stemninger i rum eller fordi man kan mærke en persons nuværende følelser. Det kan ligeså godt være fordi man er kinæstetisk eller empath.

Clairvoyant er et begreb der typisk bliver brugt som helhed omkring mennesker med særlige metafysiske egenskaber. Men der er andre mere specifikke betegnelser for de særlige måder at være clairvoyant på.

“Clairvoyant” vil sige at man ser noget andre ikke kan se (selvom betegnelsen clairvoyant ofte bliver brug som helhed uanset hvilke evner du specifikt har). Du kan med dit klarsyn se ting, andre mennesker ikke ser. Eller du kan se ting på en anden måde end andre. Ser du på et menneske kan du eksempelvis (for en kortere periode) se skarpt lys eller farver frem for at se personen (som hvis man eksempelvis kiggede mod solen). En clairvoyant kan dermed se refleksionen af menneskers indre repræsentation samt menneskers aura mm. Clairvoyante kan også se særlige paranormale fænomener.

“Clairsentient” vil sige at man mærker ting andre ikke mærker. At mærke vil ikke kun sige via berøring, men nærmere fornemme stemninger, vibrationer mm. Som clairsentient kan du fornemme meget, meget specifikt. Du kan eksempelvis stå overfor et menneske og mærke meget specifikke ting omkring dem og deres liv mm. Du kan ved at være omkring mennesker mærke ting omkring dem. Du kan også mærke bestemte vibrationer i omgivelserne andre ikke mærker. En clairsentient kan eksempelvis mærke paranormale elementer.

“Clairaudient” vil sige at man hører ting andre ikke hører.
Måske hører du stemmer eller budskaber. Det er ikke kun fordi du “hører” mere end andre, men nærmere fordi dit væsen kan fortolke og kanalisere energier, stemninger til lydvibrationer og dermed kan du høre ting, der ellers ikke kan optages på lyd.

“Claircognizance” vil sige at man er klarvidende. At vide ting andre ikke ved eller at man ikke forstår hvorfor man ved det man ved. Det er grundlæggende en egenskab, der ofte er misforstået (såsom mange andre evner).
At være klarvidende vil nemlig  ikke sige at kunne vide eller gætte lottovinder-nummeret sådan so mange hurtigt vil tro. Det har nemlig intet at gøre med at spå fremtiden. Det handler nærmere om at tilpasse sig nuet ud fra hvad ens højere selv fortæller en.
Det er nærmere som helhed at man er forbundet til sit højere selv eller at ens højere selv automatisk kanaliserer universel viden til ens sind som man retter sig efter. På den måde kan en klarvidende person “vide” om de er på rette vej i livet, men ikke nødvendigvis hvordan.
Det burde egenlig ikke hedde “klarvidende”, men nærmere “uklarvidende”, for man ved noget uden at forstå hvorfor man ved det.

Det er nærmere en forstærket intuition, der ofte kan være utrolig specifik, men denne egenskab er svær at mestre. For eksempel at gå ned af gaden og ud af det blå vide at en grøn bil vil samle en bestemt, tilfældig person op. Man ved det, men man ved ikke hvorfor man ved det.
Man møder måske et tilfældigt menneske et ligegyldigt sted og man ved at dette menneske får stor betydning for ens liv. Måneder senere dukker dette menneske op i ens liv med en anden funktion, eksempelvis som ens bankrådgiver eller udlejer.
Når man er klarvidende vil man typisk træffe store og besynderligere livsbeslutninger ud fra en dyb tillid til livet, beslutninger andre mennesker ikke forstår. Det kan eksempelvis være at gøre noget, der er direkte dumt i manges øjne, men som klarvidende er man forbundet til sit højere selv og dermed forstår ting fra et større perspektiv.

Udvikl dine evner

Først og fremmest er det vigtigt ikke at presser dine evner for meget, fordi krop og sind påvirker hinanden, og du kan (hvis du ikke passer grundigt på) opleve store problemer, hvis du eksempelvis udvider sindets kapacitet for hurtigt. Derfor er jordforbindelse altid vigtigt. Grounding eller jordforbindelse er nemlig ikke blot at samle din energi, men også at forstærke dine egenskaber yderligere, da du “grounder” information ned i kroppen, sådan at dit fysiske væsen kan benytte dine indsigter bedre.

Udforsk dit eget væsen

Mange af de spirituelle hypnose lydfiler kan forstærke din selvforståelse og intuition via selvindsigt. Spirituelle hypnose lydfiler